Kamikaze

Dante og Lucia havde hørt historier om slummen, hvor meget aktivitet der var dér, og hvordan der færdedes en stor gruppe mennesker omkring en bygning i udstyr der lignede security vagter, godt nok et billigt firma, men stadig security-looking. Det eneste der var af rygter var at der var noget derinde som var værdifuldt, og Dante og Lucia havde sat sig for at tage et kig på inventaret af et ramponeret blikplade-kompleks for at se om der var noget af værdi de kunne slippe afsted med. Det havde dog vist sig at de fleste af folkene i bygningen antog dem som værende en del af deres gruppe da de havde haft nogenlunde et lignende attire som nogen af dem. Var det her en kriminel rotterede? De var slentret ind uden et spørgsmål undtagen da de mødte en næsten 2 meter høj valkyrie-udseende dame, der stillede lidt for mange spørgsmål. Dante havde taget over og spurgte efter lederen, da det lod til at der var en organisation under blikplade-taget. Hvad end de havde derinde måtte være ret specielt eller måske hemmeligt for regeringen? Det var svært at hitte hoved og hale i når han så på nogle af folkene, der mere lignede tykke drenge der var kommet ud af deres forældres kælder med skæg på halsen og et falsk katana-sværd på ryggen mens andre lignede at de var spændt op med de nyeste pistoler og magnesium-bomber. Han havde trukket på skuldrene til Lucia og fulgt med valkyrie-damen ind i et virkelig smadret kontor.
"Øh, Monsieur," hilste han på det bedste turist-fransk han havde nået at lære via sin lomme-parlør.

Hvad end manden havde sagt var det svært for Dante at tyde det sådan helt præcist. Det eneste han kunne drage af hvad de udvekslede var hans gestik og han sendte sin søster et sigende blik om at de hellere måtte sætte sig og efterkomme mandens ønske. Han foldede hænderne foran sig i en business-like attitude og så lidt længe på Augustin inden han svarede.
"Vi leder efter arbejde," sagde han på engelsk med et sigende øjenbryn hævet som for at indikere at der burde være arbejde her i bygningen eller ihvertfald i forbindelse med dets indbyggere eller hvad de nu end var her. "Jeg har hørt De har arbejde?" sagde han spørgende og så undersøgende på manden. Han så syg og hærget ud, som om nogen havde suget al hans livskraft ud af ham. Hvad kunne han om muligt have at tilbyde af arbejde, eller værdi for den sags skyld. Måske var det en fejl at være taget derhen?

"Det kan man godt kalde os," sagde Dante med et nik til Lucia for ligesom at understrege at det ikke var langt fra hvad de var. Skattejægere, lykkejægere, de var lidt af hvert. "Vi tager kun det bedste og vigtigste," forklarede han med et lille skævt smil. "Vi har blandt andet planer om en uvurderlig skat i Louvre." Hans smil blev bredere mens han tænkte på at holde Mona Lisa, mens han ikke vidste hvilke associationer Augustin havde til Louvre og skatte. "Men hvis du har noget vi kan hjælpe med, kan vi sagtens, for en vis pris, selvfølgelig."

"Ja, præcis," Dante nikkede ihærdigt til manden. "Hvad er lasten og hvor meget kan du give?" spurgte han med et let hævet øjenbryn mens han så lidt fra Lucia til manden overfor dem. "Prisen er essentiel for os," forklarede han meget matter-of-factly. "Og vi er diskrete," han nikkede. "Ingen interpol endnu," han prikkede siden af næsen for at vise at han mente de var snedigere end det internationale politifællesskab. Han var lidt spændt på hvad de skulle hente til en mand der boede i en blikspand though.

Dante lænede sig frem og snuppede lappen med prisen på. Han smilede skævt og viste den til Lucia. Det var ganske fint, normalt kunne de måske have taget lidt mere, men det lød som om det var en statue, og de var ikke svære at fragte hvis man kendte de rigtige steder man kunne hyre en vogn. Paris havde indtil videre vist sig at være rigtig givtig. Han regnede også med "i live" betød uskadt, og dermed at statuen ikke skulle gå i stykker under fragten. Det var ikke nyt for dem at gøre, selvom det var en af sjældenhederne.
"Ok, hvor kan vi finde lasten?" spurgte han og stak lappen med prisen i lommen.

On your own. Det tændte en glød i Dante. Det var en af grundene til at han gjorde det her, for rusen og adrenalinen. Paris Darklighter? Nemt at huske. Det lød som en eller anden celebrity, så det ville ikke undre ham hvis der måske var flere ting de kunne få med ud. Selvom beskrivelsen af en lille 7-årig goth pige var en mærkelig statue at have i sit hjem, kunne det vel ikke være meget anderledes end de folk der udstillede dildoer i deres hjem. Det var et af de få steder han havde fortrudt de var brudt ind for det var svært ikke at grine og samtidig føle sig utrolig akavet til mode. Men whatever!
"Godt, vi vil gør det," sagde han med et nik til manden og rejste sig med en udstrakt hånd for at give ham et håndtryk og forsegle aftalen.