As Good As New

Hendes sanser var skarpe som om hun kunne navigere efter lyd og lugt og bevægelser uden at se, og duften af menneske havde ramt hende gennem hoveddøren selvom hun blot var ved at passere igennem entrésalen. Hun var stoppet op som en lille statue og stod og så mod døren inden hun som i trance gled hen til den og åbnede den en smule besværligt. Et smil bredte sig på hendes fyldige børnelæber og hugtænderne viste sig i det dæmpede lys.
"Hej," sagde hun bare stille. "Er du aftensmaden??" spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Hendes hår sad i en stram fransk fletning og hendes store, kuglerunde, isblå øjne så både uskyldige ud men havde også et rovdyrs glimt.

Rose brød ud i et bredt smil. "Paris? Hun er herinde et sted," sagde hun sukkersødt og åbnede døren lidt mere så Ophelia kunne komme ind i den overdådige entré. Døren var tung, selv for hendes stadig nye vampyrkrop, og de eksperimenter Matthew havde lavet på den gjorde at den stadig skulle vænne sig til at være meget ældre fysisk end hun var psykisk. Hun havde dog fået et lidt større ordforråd efterhånden som Isobel havde læst højt for hende og hendes hjerne udviklede sig også godt nok til at følge med. Hun vendte sig rundt og råbte ud i entréen.
"MOAAAAR!! PARIS HAR BESTILT AFTENSMAD!" skreg hun så højt hendes lille barnestemme kunne, hvilket var ganske højt. Hun så smilende tilbage på Ophelia. "Jeg er ikke alene, jeg er aldrig alene," hendes smil var bredt men en smule mekanisk, måske falsk? Det var ihvertfald ikke et barns smil.

Isobel havde heldigvis været i nærheden og Roses stemme skar sig ind i hjertet på hende og trak hende nærmest ned til entrésalen hvor hun standsede på toppen af trappen da hun så Ophelia Demuri stå med flyttekasse og Ikea-pose. Hvad foregik der...?
"Miss Demuri?" sagde hun en smule undrende og gik ned til gæsten og hendes datter, der kom hende imøde med et smil. Hun trak Rose lidt ind til sig og gennede hende om bag sig. "Hvad skylder jeg æren?" hun smilede uforstående til den uventede gæst.
"Damen har tøj til Paris, mor," sagde Rose og så op på Isobel med store øjne. "Må jeg spise hende når hun er færdig??"

Isobel tyssede blidt på Rose og så smilende på Ophelia.
"Det var godt det går fint med den lille," sagde hun ømt og tog Ophelias hænder i sine, som mor til mor. Hun så nu såret der var bundet ind og slap hendes hænder hurtigt igen. "Ja, Paris er min niece," forklarede hun og klappede i hænderne. Rex, den gamle Sacre Sang butler dukkede frem som havde han stået i skyggerne et sted i salen og bare set på mens Ophelia havde bakset med flyttekasse og pose og Roses meget nysgerrige sind. Han tog hendes flyttekasse med lethed samt Ikea-posen, og Isobel gestikulerede med en hånd til at Ophelia kunne følge med op ad trappen. "Det er da også lidt fjollet at du ikke vidste vi var i familie, hva'?" sagde hun lattermildt mens hun holdt Rose stramt i hånden for at hun ikke pludselig sprang på Ophelia. Hun havde ikke mødt et menneske endnu som hun ikke måtte spise.

Isobel holdt sin ærgelse over Paris for sig selv. Sådan at have brudt Pagten med et menneske. Men på den anden side ville det måske kun være et spørgsmål om tid før Ophelia fandt ud af at størstedelen af hendes kunder var udødelige blodsugere.
"Ja, familien her er en vampyrfamilie," forklarede hun i et venligt tonefald til Ophelia mens de gik op ad trappen og igennem et par sale til de kom til området hvor den store fordybning i gulvet ledte ned til en blød bund af puder og tæpper på en rund madras. Der var for dybt ned til at man kunne se bunden med det samme og man måtte næsten helt hen til kanten for at se ned. Det var dér Paris yndede at opholde sig, da det var stedet familien samledes hvis de skulle hygge sig lidt mere socialt end på hver af deres værelser.
"Paariiiis?" kaldte hun blidt og stoppede ved fordybningen for at se ned efter sin niece, der ganske rigtigt havde fundet tid til at slappe af med et random menneske hun havde skrabet op et sted i byen, og Rachel. De var begge to småberusede og lagde ikke umiddelbart mærke til at der var nogen der ville have deres opmærksomhed mens de delte et hedt, blodindsmurt kys over den livløse, nøgne mandekrop.

Et sted i det fjerne var der en samtale igang, men Paris havde været mere optaget af at få sine lyster og behov stillet til at hun ville tage sig af det til at starte med. Manden havde været let bytte på Glass House, og han var kommet med hjem under påskud at se hendes platin-pladesamling. De var stødt på Rachel og sammen havde de lokket manden - og han var ganske villig til at lade sig lokke - med til fordybningen, hvor de nu havde fortæret hver dråbe af hans blod og andre kropsvæsker. Hun så op da hun endelig hørte sit navn blive kaldt og sprang smilende op, rettede på sit miniskørt og kom op ad de mange trin der ledte ned til det bløde dyb. Rachel slængede sig dovent dernede med et glas rosé og så blot til. Hvad end Ophelia havde at lave i palæet var ikke hendes business og hun gad egentlig heller ikke op til hende for at gentage sidste møde de havde haft.
Isobel betragtede Ophelia med et overbærende smil. "Ja, vi er alle vampyrer," sagde hun. "Fleur er ny. Og Rachel dernede er min datter," hun smilede ned til sin datter mens Paris kom til syne og nåede op til dem.
"Uuuuh, De kommer som kaldet, Miss Demuri," sang hun mens hun med en vådserviet fjernede diverse stænk af blod fra mund og ansigt og kavalergang. "Min manager har lige bedt om nye idéer til vores scene, så nye outfits vil sikkert være lige i øjet til ham!"

"Neeeej, du skal da hjælpe mig i dem!" foreslog Paris og begyndte med det samme at smide tøjet uden tanke om blufærdighed. Isobel måtte holde en hånd op og stoppe hende.
"Nej, Paris, jeg tror miss Demuri har ret i at hun skal hjem," sagde hun med et overbærende smil til sin niece, der fnøs fornærmet men lod til at tage det i nogenlunde stiv arm at hendes outfits måtte vente med at blive prøvet til senere. Isobel så på Ophelia.
"Rachel er kæreste med din ven? Er han vampyr?" spurgte hun lidt undersøgende. Rachel havde ikke fortalt meget om sit privatliv til hende på det seneste, selvom de plejede at dele alt som mor og datter. Hvis hun fraterniserede med mennesker måtte hun hellere få en alvorlig snak med hende, tænkte hun med et lille blik ned til sin datter der lå og sippede af sin rosé mens hun fraværende kørte en finger rundt på mandens blodige brystkasse.