Stolen Dance

Domenico var normalt en af de første til at forlade stedet når det ’ringede’ til fyraften, men ikke denne gang. Der havde været et par trin der havde irriteret og derfor da alle var gået fra omklædningen havde det resulteret i at Domenico der trods alt på alle mulige måder var perfektionistisk anlagt havde valgt at øve de ekstra trin et par gange. Nu var det dog blevet tid til at komme hjem og det var ikke fordi de gad at skifte tøj. Dog havde skoene været stillet og da det trods alt var 15 cm høje stilletter med ram havde de valgt denne gang at sætte sig ned for nemmere at kunne lukke dem end at skulle bukke sig ned for at spænde dem. I det Domenico havde lænet sig frem overfor at spænde dem var døren gået op. </br>

Domenico hævede øjenbrynet ved ordene og rejste sig op i sin fulde højde. ”Really? Og det ser ud til alle er gået? Er det ikke dit job at tjekke det først?” spurgte de selvom der egentlig ikke var den vilde grund til at lave sådan et oprør over det, men det var ikke desto mindre en sær form for sjovhed i Domenicos øjne. Hvis man kunne tillade sig at brokke sig eller skabe drama. Jamen så var det også det som blev gjort. At det så blot havde været endnu sjovere hvis der havde været mindre tøj på som om de var blevet fornærmet over at vise sin krop frem udenfor arbejdet havde så været en anden sag. Så havde den bare fået endnu mere brok fordi de kunne.