As Long As You Love Me

"Ooooh," hun vendte sig om ved lyden af hans hæse kvækken og smilede overlegent til ham inden hun gik tilbage imod ham. Væsker af diverse arter satte sig i hendes netstrømper og var gledet ned i hendes lakstøvler. Hun skulle alligevel have dem vasket så det gik nok. "Undskyld hvad var det? Kaldet du på mig?" spurgte hun sukkersødt som hun stod overfor ham med armene over kors og betragtede hans usle forsøg på at holde sig oprejst.

Med et par faste skridt imod ham kom hun helt op til hans forkrøblede krop og hendes klo af en hånd greb ham ubarmhjertigt om testiklerne i et greb der kunne have sendt en engel til helvede.
"Du har vidst fået rigeligt idag, Loverboy," spandt hun legende mens hendes hænder drejede ham rundt i et skruestiksagtigt greb. "Jeg synes hellere du skal fokusere på at komme hjemad og så ringer jeg når jeg ved noget mere, ok?" hendes stemme blev blødsøden. "Desuden synes jeg ikke at jeg får nok ud af dig, så jeg har ingen grund til at give dig mere lige nu end din frihed!" hun skubbede ham med den selvsamme hånd hun holdt ham med og rettede sig op i sin fulde højde. "Sorry, men sådan var voret aftale, ikke sandt?" spurgte hun og lagde armene over kors mens hun dovent betragtede ham.

Hun gik hen til ham som han lå der, svag, en skændsel for vampyrjægere. Hun satte sin hæl ned i hans skridt igen og borede den godt nok ned til at holde ham på plads. Hendes hænder var placeret på hendes hofter mens hun tog ham i bedre øjesyn. Sørgelig, dødelig.
"Hør her, dit dumme øg," snerrede hun, træt af at lege sødbløden, "du skal ikke se noget som helst. Hell, du er sikkert død inden Isobels datter kommer til jorden, det ville ikke undre mig så svag som du er lige nu. Så glem det, move on!" hun næsten råbte det sidste af ham inden hun fjernede sin stilet fra hans skridt og istedet placerede den imod hans hals. "Den eneste grund til at jeg ikke dræber dig er fordi min onkel siger det. Han har givet mig alle instrukserne og jeg elsker simpelthen at se dig forkrøblet og kuet. Du er sådan en tudeprins!" Hun gav sin stilet et ekstra pres imod hans hals som truede hun med at sprænge hans sarte hud dog velvidende om præcis hvor meget hun skulle lægge i af vægt før det ville ske. Han var ikke den første der var under hendes støvle. Hendes drøm ville være at have Matthew under den, men for nu måtte hun nøjes med at være under ham når hun var hjemme i palæet.

Hun knælede ned ved hans side, greb om hans kinder med sine røde kløer og næsten løftede ham fra betonunderlaget de stod på.
"At være menneske er at være svag," hvislede hun giftigt mens hendes sorte øjne forenede sig med hans blodskudte blik. "Hver en milimeter af din krop er i smerte, hver en partikel af blod ryster og synger på døden, og du er intet værd. Folk hylder menneskelighed og svaghed som noget godt, men i virkeligheden er det bare et dække over at fejre at man ikke tager sig selv eller sin situation seriøst og gør noget ved det. Du burde dræbe dig selv så ynkelig du er!" Hun spyttede ham i munden inden hun slap ham og lod ham falde tilbage på jorden. Hun tog billederne og rev de to af dem itu og smed ud over kanten af dæmningen inden hun så på det sidste, et billede der udstrålede ømhed og intimitet mellem to elskende og deres barn, men som ville hjemsøge ham resten af livet. Hun foldede det alt for mange gange til at det var nødvendigt, bukkede sig ned og stoppede i munden på ham inden hun vendte sig og begyndte at gå bort fra ham.