Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 21:29:58 GMT 1
Dæmningen var en lang strækning over et vandreservoir, som regeringen havde lavet for at skabe elektricitet til området. Den lå lidt nord for Paris, langs med Seinen, og stabiliserede en del af dens flow, men var ikke en del af hovedfloden. Paris havde valgt det udemærkede sted for at overdrage noget meget vigtigt til Augustin. Hun vidste han ville appreciate det. Det hele lå i en lille kuvert som hun havde stukket ned i læder-BH'en. Modsat hjemme hos ham kunne hun her, udenfor den gængse offentlighed færdes i det tøj hun lystede. Netstrømper, synlig lak-g-streng, en stram læder korset-top med nitter og et halsbånd der sagde "DADDY'S SLUT" med diamanter - bloddiamanter, selvfølgelig. Hendes lange røde lakstøvler klikkede mens hun gik langs dæmningen og så ud over den store slugt som formede sig foran hende. Landskabet bestod af bakket terræn, ikke så meget bjerge, mere højdedrag med spredte træer. Hun havde Carl til at holde i en sort Audi lidt derfra og holde øje mens hun stillede sig op midt i det hele og gav sig til at synge. Akkustikken var helt fantastisk og hun elskede at lade sin stemme flyde som englesang fra en djævels strube. Hun lagde hovedet tilbage og det magentarøde hår vaskede over hendes ryg og næsten ned til de meget synlige balder. Med lukkede øjne endte hun sin sang og hun smilede lidt ved sig selv. Frihed og vildskab var hendes motto og hun elskede livet hun levede, selv hvis det lige nu var at være informant til hendes elskede onkels ærkefjende.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 21:37:49 GMT 1
Han havde knap kunne slæbe sig ud i bilen og hvis han var blevet stoppet, var det ikke sikkert politiet havde set godt på, at han kørte i sin nuværende tilstand. Han havde været indlagt et par dage, men der var ikke meget lægerne kunne gøre, andet end at give væske og vente på en knoglemarvsdonor - noget han ikke engang var langt oppe på listen til, fordi han var 40 år og ryger. Augustin var ligeglad. I hans hånd var der stadig spor efter droppet de havde givet ham, så han havde taget handsker på. Han ville om muligt ikke vise sine svagheder til Paris, som han nu kunne høre give genlyd over hele dæmningen. "Hold nu kæft," mumlede han, mest til sig selv. Hvad mon hun havde af info til ham? Hvad kunne være nyt? "Mademoiselle Darklighter," Han kiggede hende op og ned, da han kom tættere på hende. Hvad i alverden havde hun på? Eller ikke på, for det var i hvert fald ikke tøj.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 21:42:59 GMT 1
Hun kunne lugte ham på lang vej. Medicin, kemikaler, sygdom. Det stod ud fra ham som en grøn stank der fyldte luften omkring hende. Hun holdt et grin inde, eller hun forsøgte og det blev til et halvkvalt fnys da hun så ham komme vaklende hen imod hende, grå og bleg og syg fra top til tå. "Holy shit fuck, du har da godt nok fået det forkerte ben ud af sengen idag, hva'?" sagde hun sarkastisk og lænede sig op ad kanten på dæmningen med begge albuer så hun kunne strække sig lidt i den milde aftenvind. Der var stille, kun lidt vand på den anden side af dæmningen gav en klukkende reminder om hvor de var henne i verden. "Er du nu sikker på at du kan holde til flere overraskelser?" spurgte hun og så på ham med et hævet øjenbryn. Hun havde ikke en milimeters medlidenhed med ham. "Eller skal vi smutte over i skoven og få klaret dit sidste hook-up inden jeg graver din grav?" smilet var skævt og afslørede at hun udemærket vidste hvilken lavine hendes handlinger havde sat gang i.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 21:49:52 GMT 1
Han nedværdigede sig ikke til at svare på noget af det hun sagde. Han ville ikke vide, hvad han skulle svare på hendes 'forslag' alligevel. Han vidste at hun var en smuk kvinde og hun ville være endnu smukkere i noget rigtigt tøj, men hun var ikke Isobel. Hun var ikke hans Isobel og derfor kunne han ikke sætte pris på hendes - lettere overdrevne - skønhed eller sexiness eller hvad de unge nu kaldte det. "Hvad vil du?" spurgte han. Hans høflighed havde han for længst lagt på hylden overfor hende. Han kom ikke så nær, at hun ville kunne nå ham. Han ville slet ikke kunne bære at blive rørt lige nu.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 21:55:33 GMT 1
Et smørret grin brød frem på hendes blodrøde læber og de spidse hugtænder glimtede i skæret fra de høje lamper der hang over dæmningen. Deres kolde lys kastedes ned på betonet og dulmede den grå farve. Over dem trak lidt skyer afsted men hist og her brød den sorte nattehimmel frem. En tungespids strøg over den ene hugtand. Sådan var det bare at være hende. Evigt sulten efter nye eventyr og evigt ophidset. Hell, hun var engang blevet desperat nok at hun havde hygget sig med Nathaniels hunde. Det havde ikke været så slemt endda. Manden hun stod overfor lignede selv en døende hund, og hun lod ham holde sig på afstand lidt endnu. Hendes ende hånd strøg op over hendes korset kant hvor kuverten stak tydeligt frem. Hendes røde kløer skrabede mod papiret som prøvede hun at lokke et kæledyr til sig med en godbid. "Årrrrh, jeg ved ikke... måske har jeg lidt nyt om hvordan din kære Isobel har det, hm?" sagde hun med et sigende blik og smil til ham. Hun ville dog ikke bevæge sig tættere på, han skulle komme til hende.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 22:02:43 GMT 1
Han vendte ansigtet mod den mørke nattehimmel, fordi det simpelthen ikke var nok bare at rulle med øjnene. Selvom han i sin afmagt ikke kunne være mere ligeglad, var der alligevel noget, der fortalte ham, at han var nødt til at vide hvordan Isobel havde det. Var det nyheder om barnet? Han vidste ikke helt hvordan vampyrgraviditeter foregik, men han vidste, at de var væsentligt anderledes end hvis det var mennesker, det handlede om. "Vær nu sød, mademoiselle," sagde han med slet skjult had i stemmen, "Hvordan har hun det?" Han gik nærmere, men kun fordi det var hvad hun ville have. Han vidste han var the underdog her. Han huskede bittert hvordan Matthew havde ladet ham leve. Han havde da også siddet med pistolen mod tindingen derhjemme, men han kunne ikke få sig selv til at skyde. Ikke så længe Isobel og hans datter var i verdenen. Han måtte vinde dem tilbage på den ene eller anden måde, inden han kunne tillade sig selv at dø.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 22:10:41 GMT 1
"Jeg synes du selv skal vurdere det," sagde hun og sneg kuverten ud af sin BH så hendes bryst nær var poppet med ud over kanten. Hun grinede lidt og pressede det spændstige kød tilbage ind i sit læder-fængsel og åbnede kuverten for at række ham indholdet et ad gangen. Hun havde nemlig fået lavet et photoshoot. Eller rettere havde hun overtalt Isobel til at få lavet et, og fået bare et par af billederne der var bedst. Det første viste Isobel med hænderne for brystet med siden til så maven, der tog sig stort ud, var synlig i omfang. Hun var i hvad der svarede til 6. eller 7. måned nu og det var tydeligt at hun, selv som gravid, var gudeskøn. Næste billede lå hun i et hvidt og rødt hav af fjer så hendes, for en vampyr, mørke teint stod i skarp kontrast og hendes kobberlokker bredte sig ud som en kruset glorie om hendes hoved. Det sidste var et nærbillede af henedes hånd over maven i selskab med en anden og langt blegere hånd med små sorte hår ved håndleddet og en tydelig sort blodåre over håndryggen: Matthews hånd. Paris havde lokket ham med alt godt hun havde for at få ham til at være med og han havde indvilliget så længe der ikke var noget billede af hans ansigt eller noget der kunne sætte hans anonymitet i spil. Paris satte en hånd i siden og stod og så på ham med hovedet lidt på skrå mens hun afventede hans reaktion. "Gode billeder, right? Jeg fik min bedste fotograf til at tage dem!"
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 22:18:43 GMT 1
Han lukkede øjnene, da hendes bryst næsten lavede en Houdini og undslap hendes BH. De var også lukkede halvt, da han tog imod det første billede, men hurtigt blev de spærret op og fyldt med tårer. Han havde aldrig grædt så meget i sit liv som på det seneste. Han havde aldrig spildt så mange tårer over en person, som han havde over Isobel og i dag var åbenlyst ingen undtagelse. "Hvad er det her?" spurgte han hæst. Ikke fordi han ikke vidste det, men fordi han ikke troede på det. Han kunne slet ikke få sin hjerne til at følge med. Hans handskeklædte hånd rørte blidt henover billedet og han sukkede dybt for ikke at komme til at hulke. Billede tre gjorde ham imidlertid vred. Han vidste at Paris havde taget det med for at provokere og det virkede. For selvom billedet var rimelig anonymt genkendte han Matthew Darklighters hånd. Augustin så op. "Hvad er dét her?" spurgte han igen, men denne gang viftede han med det sidste billede.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 22:24:39 GMT 1
"Pffft, Loverboy, det burde du da vide, du er en voksen mand, ikke?" sagde hun spottende og en tungespids flugtede over hendes læber inden hun bed i underlæben en smule mere suggestivt. "Alle mødre elsker at få foreviget deres børn, selv før de er født! Hell, nogen laver deres facebook-profil inden barnet overhovedet er poppet ud af ovnen. Du skal være glad for at Isobel ikke er sådan én," sagde hun og blinkede sigende. "Synes du ikke de er fine?" spandt hun blidt og vred hænderne overromantisk foran sig mens hun lignede en teenagepige hvis drøm var gået i opfyldelse. "Din kære Isobel, smuk og højgravid, sammen med barnet far. Honestly," hun trådte tættere på ham så de var ved at være indenfor en meters afstand af hinanden. Hun håbede næsten han ville reagere istedet for at tude som et barn, "jeg kan ikke se hvad du har ud af den her voyeurisme. Hun er færdig med dig, Loverboy," hun rakte ud og klappede hans kind nedladende, "og du er ikke barnets far, fat det nu!" hendes tone ændrede sig til slut til en knurren. Hvornår fattede han at han ikke kunne vinde den her kamp?!
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 22:30:08 GMT 1
"Det er mit barn," sagde han lavt, mest for at overbevise sig selv, "Det er min datter." Hans gale sind havde overbevist ham om dette for længe siden og desuden var han drønhamrende ligeglad med hvem der var biologisk far til barnet. Det var stadig hans. Han flyttede ikke engang hovedet, da hun klappede ham på kinden, han var for opslugt af billederne - ja lige med undtagelse af det sidste, som han knap kunne holde ud at kigge på. Måske var Isobel færdig med ham, men han var langt fra færdig med hende. "Er du kun til for at pine mig?" spurgte han. Han skulle aldrig selv have taget den mission til koncerten. Han skulle aldrig have lavet en aftale med hende her, som var tæt på at være djævlen selv.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 22:39:59 GMT 1
"Aww, lille ven," sagde Paris, overrasket over at han var så apatisk overfor hendes berøring. Sidste gang de havde set hinanden havde der været lidt mere liv i ham, men idag var han da ligeså død som en fisk. Ikke desto mindre var hun en kat der legede med alt, om det var mad eller døde dyr. Hendes hånd landede på hans brystkasse og hun drejede ham behændigt op ad den lille mur der udgjorde kanten af dæmningen. Faldet ned ville være dødeligt, men det var ikke det hun havde i tankerne. Hun lænede sig ind til ham så hendes kind rørte hans og hendes bryster pressede sig imod hans brystkasse. "Måske er din smerte mit sukker," hviskede hun i hans øre og bed hans øreflip mens hendes hænder begyndte at famle ned ad hans krop til hans bæltespænde. Det var nemt at holde ham fast, svag som han var og der var ikke noget der kunne have ændret hendes planer som hendes hånd greb om ham mellem benene for at få lidt mere liv i ham. Det kunne sikkert potentielt have kostet ham livet, det hun var i færd med at gøre men hun var ligeglad. Hendes knæ støttede mod muren på hver side af hans hofter men hun ville ikke lade sig rive helt med endnu. Hun så ind i hans øjne, hendes som mørke søer, hans som dødens sump.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 22:46:00 GMT 1
"Hvad helvede har du gang i?" spurgte han og forsøgte af al sin styrke at få hende skubbet væk fra sig, stadig med billederne i hånden. Hun skulle ikke røre ham, ingen skulle røre ham, som ikke var Isobel. Men idet han skubbede til hende dinglede hans overkrop faretruende over kanten til dæmningen, hvilket gav et sus i hans ellers døde sind. Så kom tankerne. Hvad ville det overhovedet gøre hvis han døde. Isobel var vel ligeglad, tænkte han bittert, som Matthews blege hånd på nethinden fik det til at vende sig i ham. Tankerne overmandede ham så meget at han slet ikke opdagede hvad Paris havde gang i før det var for sent. "Stop!" udbrød han og forsøgte endnu engang at trække sig. Han ville ikke være med til hendes julelege.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 22:53:50 GMT 1
"Flesh never lies," hvislede hun med en hånd om hans hals og strube for at holde ham på plads mens hende anden hånd begravede sig under hans buksekant og fandt hvad hun ville have. Ganske vidst havde hendes berøringer vækket de utrolig simple fysiske reaktioner i hans krop. Hun kendte alle knapperne på alle mennesker, og selv hans protester var ikke nok til at afvise hvad hans krop kæmpede for at ville udføre modsat hvad hans sind ønskede at gøre. Måske ville han få en hjerneblødning eller blodprop af det? What the hell. Med let snilde rev hun et hul i sine netstrømper (ikke at det egentlig havde været nødvendigt, maskerne var store nok til det formål hun havde tænkt sig), skubbede sit undertøj til side og tog ham som en succubus tog en sagesløs søvnløs på sengekanten i al sin graciøse monstrøsitet. Hun hungrede efter hans smerte og hun slog armen om ham mens hun med en uudtømmelig udholdenhed drænede hans energi helt til hans hårspidser. Hun lo mens hun nåede sit klimaks og han modstræbende sit men hun holdt ham fast uden at trække sig af ham eller klatre af mens hun så ned på ham med et triumferende smil. "Nå, Loverboy," spandt hun. "Hvem bliver din efterfølger i din lille klub af vampyrjægere?" spurgte hun mens hun holdt ham nede mod muren og ham brugt og nu næsten ubrugelig stadig i hende.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 15, 2020 23:00:24 GMT 1
Augustin kæmpede imod hele vejen igennem og forsøgte at tænke på Isobel. Hvad ville hun ikke tænke. Han fandt ikke Paris attraktiv overhovedet, men når han kiggede på hendes ansigt så han kun Isobels smukke visage. "Isobel," mumlede han og lukkede så endeligt øjnene, næsten helt udtørret i sindet efter Paris' behandling. Det var faktisk først da hun talte igen, at han opdagede at det i virkeligheden ikke var Isobel han stod overfor. Det var bare en løgn hans hjerne havde lavet for at beskytte ham mod, hvad der i virkeligheden var sket. "Slip mig!" sagde han så bistert og prøvede igen at få hende til at slippe ham, men uden held. Hun var stærk. Han var svag. "Jeg fortæller dig aldrig noget igen din møgso!" Dette var nok også en løgn, for han var jo nok nødt til at have kontakt til hende. Hun var hans eneste livsline til Isobel.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 15, 2020 23:05:28 GMT 1
At han mumlede sin eks-kærestes navn var ikke noget som Paris tog så tungt. Hun havde reddet på brødebetyngede handyr før der troede at de atter var sammen med deres udkårne men når de så vendte tilbage kunne de ikke finde sans eller samling på noget som helst når hun var den der havde malket dem. "Jamen fint!" udbrød hun og snuppede billederne, stoppede dem demonstrativt i bh'en igen og med et sidste skud af sin hofte mod hans for at ramme ham de mere sensitive steder hoppede hun af ham, rettede sig op og slog med håret. "Du har set din kære Isobel for sidste gang!" Hun vendte ham ryggen og lod ham stå som et såret dyr, lynlås og kød stadig ude i den fri luft i al dens tarvelige flor, ligesom ham, en slagen, udnyttet mand. Hun begyndte med sikre skridt at gå bort uden at vide om han ville følge efter hende eller ej.