Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 13, 2020 17:56:42 GMT 1
En håndfuld dage var gået siden sommerfestivalens afslutning og hendes hjertesorg var ikke mindre. Tværtimod var det som om hun så Augustins ansigt hvorend hun vendte sig. I aviser, på nettet, i malerierne på Louvre. Hun fik et chok da hun havde passeret Mona Lisa en aften og det næsten var som om hun kunne se hans skægstubbe på hendes hage. Hun var ved at blive sindssyg! Hun havde forsøgt at finde fred hos Matthew, men efter Gabriel var kommet hjem havde det været svært at få hans støtte. Både mentalt og fysisk.
Så hun havde taget en lang rød robe på, en kåbe med hætte som dækkede hendes kobberlokker og havde sat kurs mod Notre Dame. Katedralen havde altid bragt hende en form for trøst når hun ikke kunne få den andre steder, og denne aften da der var affolket, havde den gamle Credo Vampyr der bestyrede katedralen, havde lukket hende ærbødigt ind. Hun sad på en af de forreste rækker foran det imponerende alter og med sænket hoved så ned på sine hænder. Ingen smykker bar hun idag, kun den røde kåbe der lyste op som en bloddråbe i katedralens dæmpede lys. Mosaikvinduerne var som spøgelser over hende og kastede deres forvredne lys ind i det storslåede rum.
Hun tænkte så det knagede. På Augustin. På Matthew. Og på det lille barn hun kunne mærke havde formet sig i hende allerede. Det var udødt, så en vampyr ville det blive, og en pige højst sandsynligt. Hun havde en hånd mod sig og et lille sky smil.
"Vi skal nok passe godt på dig," hviskede hun stille for sig selv mens hendes fingre kærtegnede hendes mave.
Så hun havde taget en lang rød robe på, en kåbe med hætte som dækkede hendes kobberlokker og havde sat kurs mod Notre Dame. Katedralen havde altid bragt hende en form for trøst når hun ikke kunne få den andre steder, og denne aften da der var affolket, havde den gamle Credo Vampyr der bestyrede katedralen, havde lukket hende ærbødigt ind. Hun sad på en af de forreste rækker foran det imponerende alter og med sænket hoved så ned på sine hænder. Ingen smykker bar hun idag, kun den røde kåbe der lyste op som en bloddråbe i katedralens dæmpede lys. Mosaikvinduerne var som spøgelser over hende og kastede deres forvredne lys ind i det storslåede rum.
Hun tænkte så det knagede. På Augustin. På Matthew. Og på det lille barn hun kunne mærke havde formet sig i hende allerede. Det var udødt, så en vampyr ville det blive, og en pige højst sandsynligt. Hun havde en hånd mod sig og et lille sky smil.
"Vi skal nok passe godt på dig," hviskede hun stille for sig selv mens hendes fingre kærtegnede hendes mave.
