One of Us

Gabriel stod og var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre men forsigtigt trak han hende ind i et kortvarigt kram inden han tog hende ud fra sig igen.
"Det er ok," sagde han stille mens han mærkede hvordan det havde sat sig i hende som fortrængte traumer. "Ja, han har. Men det er ok, jeg skal nok sørge for at det ikke sker igen!" forsikrede han hende med et opmuntrende smil inden han rettede sig op og så sig om. "Hey, har du ikke lyst til at komme lidt væk fra biblioteket? Jeg kan vise dig resten af palæet! Hvis han har forvandlet dig er du her nok ofte, men jeg kan vise dig nogle smutveje så det er nemmere at komme rundt," han rakte en hånd ud til hende. "Men kun hvis du har lyst."

Han sukkede stille over hendes spørgsmål.
"Njah," han trak lidt på det mens de gik. "Jeg tror ikke det bliver meget bedre for dig," sagde han lidt eftertænksomt. Det var noget mærkeligt noget at gå og snakke om. Det var aldrig faldet ham ind. Det havde altid været smertefuldt da han var lille men efterhånden som han var blevet ældre havde hans krop og følelser også udviklet sig. Når han tænkte over det var Fleurs situation vel den samme som Angelas, udover at Fleur stadig var for ny og for meget sig selv. Ville Matthew også hjernevaske hende? Det håbede han inderligt ikke.
"Jeg fandt ud af at det hjalp at lade være med at kæmpe," forklarede han lidt idet de kom ned til den store entrésal. Han tog hende med til det bedste sted i palæet han kendte: drivhusene. De store kupler der lå bag hovedbygningen hvor der var forskellige kupler med forskellige klimaer. Blomster og planter voksede som en jungle derinde.
"Måske en dag gør det mindre ondt, og ja, når man slapper af kan det faktisk nogle gange være helt ok," fortalte han da de trådte ind i det subtropiske væksthus. "Men," han så ned på hende, "det er ikke noget man skal snakke med andre om med mindre de selv har været igennem det, ok?" han så sigende på hende. "Det bliver mellem os og ham."

De gik lidt ad nogle snoede stier mellem planterne og han satte sig på en bænk ved et kunstfærdigt struktureret vandfald hvor sommerfugle og tudser huserede sammen.
"Ja, altså, lidt blod er ok, men det burde gå over," sagde han en smule tvivlende. Kvinders anatomi var han ikke just helt vildt velbevandret i, men han vidste da at der var nogle ting der lige skulle prøvekøres inden de fungerede optimalt. Hvis man kunne sige det, altså. Samtidig tænkte han på hvor hårdt hendes indre tog på vej af Matthews behandling. I det mindste havde hun ikke været vampyr da hun blev udsat for ham første gang, så han tænkte at det vel fortog sig snart.
"Og nej, smerte er ikke en evig ting når det kommer til, ja, sådan noget," hans blik fulgte en bi der summede forbi dem og landede i en rhododendron. Han måtte kvæle et lille smil over ironien i det poetiske billede. "Jeg plejer at gå herned når det har været slemt," han gestikulerede med hænderne rundt om dem. "Jeg synes altid der er fred og ro hernede, og man må færdes her så meget man vil. Min kusine Rachel står for at dyrke alle de her planter. Hun er virkelig dygtig til biologi," han smilede venligt til hende og håbede han kunne hjælpe hende lidt med at lette byrden med ham. Om noget var de i samme båd og hun ville altid være i Matthews vold uanset hvad. Han håbede hendes sind ville forme sig bedre end Angelas dog. En hjernevasket barnevampyr i palæet var nok.

Han lo lidt over hende og kunne mærke glæden sprede sig over hendes lette toneleje. Det var bestemt en helbredende ting at være nede i drivhusene
"Ja, du skal nok få hende at møde en dag," sagde han. "Hun har dog vidst travlt med alle mulige ting for tiden. Hun går meget op i miljø og klima, well, obviously! Så hun er ikke så meget hjemme," han lod hende gå rundt som hun ville uden at kræve at hun skulle komme og sætte sig. Hun var for klog til at han følte at han kunne bestemme over hende. "Jeg tror egentlig ikke at Vladimir vil have at man fjerner bøgerne fra biblioteket," sagde han eftertænksomt. "Men fuck det, du kan altid sige jeg har givet dig lov, så skal jeg nok tage det læs hvis du får problemet," han smilede venligt til hende. Hvorfor fanden smadrede Matthew altid alt han mødte på sin vej? Vreden var stadig på lavt blus men han var ikke sikker på hvordan han ville forholde sig hvis Matthew pludselig trådte ind i drivhuset på udkig efter sit nye stykke legetøj.

"Øhh," Gabriel tøvede lidt. "Jeg ved ikke om du skal bo her? Det tror jeg din mor bestemmer, ven," svarede han lidt undrende. "Og altså... du er stadig dig men, du ved, du er blevet forvandlet og det medfører lidt forskellige ændringer. Din krop er ikke den samme, dine instinkter er ikke de samme. Du skal drikke blod. Hvis du ikke vil have det fra mennesker, så kan dyreblod godt gå an, det skal bare spises oftere," han sad og forsøgte at tælle på hænderne hvad der var af gode råd. "Du kan færdes i sollys men det svækker dig, dine sanser er lynskarpe og du kan bevæge dig hurtigere og du er stærkere. Du vil måske være mere optaget af din nye tilstand," han tog hendes hånd lidt kejtet i sin, "men det betyder jo ikke at du ikke stadig er dig selv." Han klappede hendes kind venligt. "Du skal stadig gøre de ting du kan lide." Han så ind i hendes store barneøjne. Hun var så sød, så mild. Hans hjerte gjorde næsten fysisk ondt over tanken om hvad hun havde oplevet. Han lænede sig langsomt ind og placerede et ømt, beroligende kys på hendes pande inden han så ned på hende igen med et bedrøvet smil og strøg hende over håret.
"Han er min far," sagde han til sidst, for ligesom at lave en slutning mellem ham og Matthew. Han vidste ikke om hun vidste det, men nu var det ligesom ude. Han håbede ikke at hun troede at det ville betyde han var ligesom ham. Det ville han ikke kunne bære.

Gabriel frøs i et sekund bange for at have skræmt hende væk. Han blev dog siddende uden at forsøge at række ud efter hende. Han vidste reaktion ville afføde modreaktion i det her tilfælde, og hun var stadig for mærket af det.
"Nej, men det gør han," sagde han en smule opgivende og det bedrøvede smil var vendt tilbage til hans læber. "Fleur?" han strakte en hånd ud til hende. "Hvis du har brug for det så find mig når du er her i palæet. Jeg vil gerne hjælpe med at passe på dig når du skal lave dine lektier. Du skal ikke være bange, ikke hvis jeg kan hjælpe dig," sagde han forsikrende. "Og ja, jeg er måske blevet ret fucked up af hans behandling, for jeg ved snart ikke," han så lidt til siden, "jeg ved mine følelser og min krop reagerer men min fornuft siger det samme som dig, men," han så tilbage på hende med et pinefuldt ansigtsudtryk, "som vampyrer er der ikke rigtigt de samme spilleregler. De forskellige etiske og moralske ting som definerer mennesker er vasket bort og man er bare, ja," han trak på skuldrene, "os. Man følger sine instinkter, elsker, hader, dræber." Han sank en klump. Havde hun nogensinde dræbt nogen? Han kunne ikke forestille sig det. "Palæet er ikke et sted jeg ville foreslå dig at bo, ihvertfald ikke før du er ældre, altså," han så sigende på hende, "jeg ved godt du ikke fysisk kan vokse mere men du bliver jo ældre med tiden," forklarede han. "Vi laver ting her som ikke burde gå ud over børn, men det sker fordi min far er, well, som han er. Hans seksualitet er lidt... særpræget, for at sige det mildt. Nogle af os har lært at leve med det. Dem der ikke har plejer at flytte væk eller forsvinde helt..." hans stemme døde lidt hen mens han mindedes Nicola og hendes brødre. De havde sat ild til sig selv for at slippe for Matthew, tre unge vampyrer som han havde nydt nogle hundrede år med, borte som aske i vinden.