1541 - City of Flowers

Tiden hjemmefra havde uden tvivl gjort Felix godt. Vladimir frydede sig over hans lærenemhed og hans lærevillighed, der afspejledes i hans iver og hans spørgsmål. Han blev aldrig træt af at svare ham, også selvom spørgsmålene var trivielle. Han nød at have en ung lærling som gerne ville noget med sit talent, det var tydeligt. Han havde set mindre motivation på nogle af de større læreinstitutioner, og det var noget han hæftede sig ved. En del af de unge studerende virkede næsten utaknemmelige over deres plads på universiteterne mens Felix i modsætning til dem, var ydmyg over sin skæbne, men heller ikke lagde fingre imellem når han fortalte om sine tanker og drømme.
Lejligheden var en lang hall der endte i en stor, smuk stue. Forgangen, køkkenet og bad (ja der var rent faktisk bad med vandforsyning direkte fra Arno floden), havde flisegulv mens resten havde trægulve belagt med tæpper. Væggene var panellerede og gardinerne for de høje vinduer var tunge og i mørke farver. Der var glasvarer i kabinetter og blankpudset messing og bronzestager til vokslys. Det var oppulent og pompøst.
"Det er et sted jeg har købt," svarede Vladimir tørt idet de trådte ind i indgangshallen og han svang sin rejsekappe fra sig. Han standsede dog op med en panderynke og drog et tungt suk da han så et par sko af rødt læder stå indenfor døren. Han smilede til Felix. "Jeg har åbenbart gæster," sagde han og blev afbrudt med det samme da lyden af høje hæle klikkede mod gulvet og en kvinde kom til syne i døråbningen ind til stuen. Hun var klædt i en smuk vinrød kjole med brokader og en bådudskæring, håret i frit fald over skuldrene hvor et sjal dækkede hendes skuldre nødtørftigt. Hun smilede og gik imod dem, de fine sko på fødderne beklædt med rød silke og dyre sten.
"Vladimir?" sang hun næsten og tog sin brors hænder inden hun placerede et varmt kys på hans kind til hilsen. "Jeg troede du var i Frankrig stadigvæk," hendes olivengrønne øjne gled fra hendes bror og til Felix. "Og hvem har vi her?"

Isobel tog imod Felix' hånd med et ømt smil og så fra ham til Vladimir.
"Hvor har du fundet ham henne?" klukkede hun spørgende inden hun så tilbage på Felix. Hendes lange øjenvipper sitrede mens hun nejede yndefuldt. "Isobel Stella Corona," præsenterede hun sig som inden hun trak hånden til sig igen og drejede rundt på stedet. Vladimir sukkede lidt og himlede med øjnene bag sin søster inden han gik med hende gennem hallen og mod stuen. I døråbningen stod en ung pige med kastanjebrunt hår og grønne øjne i en fin kjole. Hun var yngre en Isobel men de kunne have lignet storesøster og lillesøster. Det var dog hendes datter Rachel, og sammen med hende stod en kammerpige der fulgte i sine ejeres skygge.
"Mellem Toulouse og Bordeaux," svarede Vladimir og hilste kort på Rachel der nejede for sin onkel og så nysgerrigt på Felix. Hun bar en mørkegrøn kjole og det brune hår var i en kunstfærdig fletning. Isobel satte sig tilpas i et sofa overfor et lavt sofabord af glas og marmor. Rachel fulgte i hendes kølvand og satte sig, og kammerpigen trak sig over til væggen hvor hun stod som en ubemærkelig statue.
"Ved han...?" Isobel så sigende på Vladimir der rystede på hovedet og trak Felix tættere på inden han med en tung hånd placerede ham i sofaen.
"Felix, dette er min søster og niece," præsenterede Vladimir de to kvinder, der sad yndefulde og graciøse i sofaen overfor dem.

Vladimir kæmpede for ikke at give ham en dumflad eller slå sig selv for panden. Det her blev svært, men han vidste det skulle til. Isobel og Rachel så overbærende smilende på Felix uden at svare mens Vladimir tog plads ved siden af sin unge lærling og tog et greb om hans håndled.
"Felix, verden har tilsmilet dig i en helt speciel grad," begyndte han langsomt. "Ser du, vi er måske i familie men vores blod er af en anden tilstand end normale menneskers. Du kan kalde det en speciel gave vi har fået skænket." Han så bestemt på Felix. "Fælles for os er at vi nærmere har hjem i Mesopotamien, men det er mange mange mange år siden." Han så kort til Isobel der forholdt sig rolig uden at ville bryde ind. "Faktisk mange tusind år siden. Vi er udødelige skabninger."
Det var svært at skulle formulere det på en måde så den unge mand forhåbentlig ikke blev skræmt.

Vladimir måtte undertrykke en skeptisk knurren som var mere et rullende "hmmm" når han ikke var tilfreds med sin unge lærlings livsanskuelser.
"Den godhed din Gud har givet til menneskene er én ting," sagde han alvorligt mens han holdt Felix' blik med sit. "Men det vi har er større og mere mægtigt. Vi trodser døden og lever for evigt," han kastede et blik til siden på Isobel og Rachel der forholdt sig tavse stadig. Isobel så en kende skeptisk ud, og det var tydeligt at hun også kunne se at det ville blive en kamp at få Felix til at forstå konceptet. Det havde også taget nogle tusind år for dem at komme frem til hvad deres tilværelse indebar, så det var ikke underligt at en hengiven præstesøn var svær at få til at forstå. Vladimir så tilbage på Felix.
"Indtil videre er det vigtigste at forstå at ikke alting fungerer for os som for andre," sagde han. "Vi spiser ikke, du kan sammenligne det med en faste." Han valgte bevidst at undlade at de måtte indtage blod som næring. Det kunne være det kom en dag hvis han besluttede sig for at forvandle Felix, hvilket lige nu var ret tvivlsomt.

Rachel rejste sig i sofaen i et ryk da Felix sprang bort som en skudt hare i retning af toilettet. Isobel lagde hurtigt en bestemt hånd på hendes arm og trak hende tilbage ned i sofaen.
"Nej," sagde hun med et sigende blik på Rachel inden hun så på Vladimir. "Drengen skal selv finde ud af hvad der er op og ned i livet. Regner du med at give ham vores gave?" spurgte hun.

Vladimir sukkede opgivende og med armene strakt ud trak han Felix tæt til sig og gav ham et faderligt kram. Det var ikke unaturligt for ham at vise omsorg, sjældent, jovist, men ikke unaturligt, og drengen havde en speciel plads i hans hjerte. Han aede ham beroligende på hovedet for at dæmpe hans oprørthed. Han stod et lille minut og rokkede ham lidt frem og tilbage for ligesom at grounde ham igen inden han trak ham ud fra sig med begge hænder på hans skuldre og så alvorligt på ham.
"Hvis du ikke var værdig var du præst nu," sagde han med et sigende tonefald inden han gav ham et halvhjertet smil. Det var det eneste han havde svært ved: at smile. Og når det skulle ske for at opmuntre nogen blev det oftere en smal grimasse end et decideret smil. "Jeg er blivet givet muligheden for at skænke Gaven til dem jeg finder værdige." Han hævede et øjenbryn. "Og det kunne ske at det en dag var dig." Han klappede ham lidt akavet på skulderen og førte ham langsomt med sig ud igen i lejligheden. Rachel var forsvundet mens Isobel stod og så ud af vinduerne over plazzaen nedenfor lejligheden. Hun vendte sig med et lille smil imod dem men sagde ellers intet.