Nighttime darkness heightens each sensation

En lyd som irriterende bis summen var blusset op i nærheden og var kun kommet nærmere. I sit stille sind kunne Matthew kun gøre sig forestillinger om hvilken idiotisk dødelig der ville indtage en plads på en dødsmaskine som en motorcykel, men da den standsede ikke langt fra ham og forlygterne ramte ham som vand der vaskede af en stenmur, forstod han straks omstændighederne. Kun en vampyr ville han stole på at dirigere sådan et køretøj igennem Paris' små, følsomme gader.
Et slankt, sort øjenbryn hævede sig og han rokkede sig ikke en tomme. Istedet trådte han nærmere i lyskeglernes skær og så på hende med en lidt skuffet mine, som en far der var utilfreds med sin datters valg af tøjstil.
"Jeg skulle til at sige at det ville være synd og skam at ende tilværelsen som motorcyklist i Paris, men jeg kan se jeg mistolkede førerens... intentioner," hans blik lod sig fange af hendes blonde lokker. En køn neo-vampyr på vej i retning af den næste vilde fest monstro.

"Daria Summers."
Hendes ord svang sig i hans fløjlsbløde, mørke stemme ud i natten mens han trådte nærmere. "Velkommen til Paris," han gestikulerede omkring sig som om broen, floden og udsigten udgjorde Paris i sig selv. Det var selvklart at det ikke forholdt sig sådan, men stedet de stod indbød til en udemærket udsigt over byen. Hans blik endte tilbage på hende som han havde nærmet sig langsomt. "Hvor er du kommet fra?" spurgte han mens han betragtede hende ned over sin næseryg. De isblå øjne var vant til at analysere og beregne, og noget ved hendes slanke smukke krop fortalte ham at hun ikke var en af de kedelige neovampyrer fra Paris' undergrund. Selv de bedste vampyrer kunne nogle gange bære præg af at være negligeret fysisk, men hun var ikke en af dem. Det frydede ham i det skjulte og hans blik flugtede over hendes krop. Han var stoppet foran hende og observerede hende urokkeligt.

Et smalt smil formede sig på hans læber over hende. Hvis hun var en yngre vampyr var det ikke sikkert hun vidste hvem lederen af vampyrsamfundet var, men det var egentlig også underordnet. Han tog det sjældent tungt når en ung vampyr ikke vidste hvem de snakkede med. Det var ikke noget han ville udøve en reprimande for, men han var også lidt nysgerrig om hun overhovedet vidste hvor i hierarkiet han var placeret. Han rakte hånden frem til hende som en høflig hilsen efter hun havde taget sig tid til at tjekke sin mobiltelefon.
"Matthew James Darklighter," præsenterede han sig.

Han kunne se hun var på bar bund. En vampyr der netop var kommet til Paris var ikke nødvendigvis i en position til at vide hvem han var, men måske var det alligevel endnu et argument for at han snart skulle tage sig sammen og se at få lavet et manifest han kunne udbrede til samtlige vampyrer verden over, så de i det mindste kunne oplyse nyskabte vampyrer om hvordan deres verden fungerer.
"Din uvidenhed er ikke uberettiget," sagde han med en løftet hånd som for at stoppe hendes ord. Hans smil var uforandret. "Hvad bringer dig til Paris dog?" han løftede et slankt øjenbryn mens han betragtede hende yderligere.

Hun snakkede godt og havde hovedet godt nok skruet på. Hun skulle nok klare sig fint i Paris ihvertfald.
"Du kommer i højsæsonen, så værelser er måske en mangelvare på hotellerne," svarede han med en gestik til omgivelserne, et tegn til hvordan Paris var pakket dagligt med turister. Sommeren var aldrig et nemt tidspunkt at finde husly på. "Specielt hvis de skal passe til os med lidt mere anderledes døgnrytmer," han så sigende på hende. De vidste begge at de stod overfor en vampyr, og der var ikke brug for ord til at gøre det klart.
"Jeg ved der findes et hotel i katakomberne," sagde han og trak et lille visitkort frem fra en lomme som han rakte hende. En smule tacky designet med sort baggrund og røde hugtænder som grafik men ikke desto mindre passende nok forhåbentlig. Det var ikke altid han havde chancen for at møde vampyrer der var så nye i byen, men han yndede at gøre sit for at de ikke endte med at indlogere sig et sted med risikabelt klientel såsom vampyrjægere eller lignende. Til hendes sidste spørgsmål trak han lidt på skuldrene.
"Broen er et af de steder i Paris med bedst udsigt over Seinen," han vendte blikket mod vandet der sejlede afsted, en flod af mørke med en gylden glitrende overflade fra byens lys. Et lille smil som kun var Mona Lisa værdigt formede sig på hans læber. "Jeg ynder at gå tur her efter aftensmaden."

Han gled en tungespids over sine tænder mens han betragtede hende og gav endelig efter. Det var ikke altid at han skulle overgive sig sådan men han måtte vel hjælpe hende.
"Kom," han nikkede ned ad broen imod fastlandet og bort fra Ile de la Cité. "Du kan køre ved siden af mig, jeg går hurtigt, så kan jeg vise dig den nemmeste nedgang," forslog han inden han vendte sig og begyndte at gå, den sorte læder jakke slog som et gardin imod hans ankler, flydende som en strøm af mørke bag ham i natten. Hvor meget han ville give af sig selv og hvor meget han ville tage afhang af hendes villighed til at blive en del af byens struktur, men hun lod til at forstå hvor han ville have hende hen ihvertfald for natte.
"Katakomberne er et stort system af gange under byen," forklarede han. "De blev bygget imens byen blev opført, det vil sige imens byen er blevet opført, så de er faktisk stadig under konstruktion, nogle steder ældre end andre. Vi har taget dem til os og de er oplagte steder for os, mest en dels de steder som offentligheden ikke kommer," han så sigende på hende.