Just a man and his dog

Isobel trak den røde læderjakke tættere om sig og skuttede sig i den bitre havvind. Hendes lange, vilde hår blev trukket over hendes ansigt og hun kæmpede en brav kamp - og lykkedes - at holde det ude af makeuppen. Det var ikke frivilligt hun var taget til Le Havre. Guderne skulle vide at det var sjældent hun færdedes i sollys, men det kunne heldigvis lade sig gøre med hendes evner. Louvre havde ringet i en lidt prekær situation hun havde været i med Matthew, og hun havde måttet forlade palæet brødebetynget for at tage til havnen. Et skib havde lagt til og en del af lasten var en lille skrin eller kiste med indhold, der skulle hjem og udstilles. Men først skulle hun tjekke indholdet når hun kom hjem. Alt afhængigt af om hun fandt den værdig ville den komme på Louvre. Ellers ville den komme ind på Darklighterpalæets bibliotek i en glasmontre. Det lille skrin lå trygt på bunden af hendes moderigtige taske og hun gik i færd med at skrive en sms til Matthew om at hun nok skulle skynde sig hjem da hun så op i en pause og hendes olivengrønne øjne meget direkte mødte en mands blik. Han stod lidt derfra med en stor, sort hund og så også forholdsvis direkte på hende. Hun var lidt i tvivl om hvad hun skulle gøre så hun var stoppet op og overvejede at vende rundt, men hun skulle passere ham for at komme hen til taxaernes holdeplads. Ikke at han virkede truende. Tværtimod. Han så meget tiltalende ud, men der var noget ved ham hun ikke helt kunne placere. Havde hun set ham før måske? En af Matthews forretningsforbindelser??
Hun tog mod til sig, strøg en lok af det vilde hår bort bag øret og fortsatte sin gang, en smule mere langsomt, de høje stiletter klikkede let imod asfalten mens hun nærmede sig ham med et lille skjult smil, uden at være for direkte.

Jorden gungrede næsten under den store hund som var det en af Odins ulve mens den tonsede mod Isobel. Hun standsede brat op og måtte værne sig mod dens glædesrus som den logrede og hoppde omkring hende som om den havde udvalgt hende til at være sin nye ejer. Hun slog en klukkende latter op mens hun nussede den bag øret.
"Hej med dig, din store bjørn," grinede hun inden hun så manden komme nærmere. Hun slog hans undskyldning hen med et vift af sin hånd, de røde negle glinsede som kløer og hendes dyre diamantarmbånd klirrede lystigt sammen med hendes fingerringe. "Nårh det går nok, jeg er vant til at håndtere nogle store brød," hun hankede lidt op i sin taske og lod ham overtage hunden.

Isobel så skiftevis fra hund til mand. Det var lidt sjovt, sådan som ejer og kæledyr ofte lignede hinanden. Thor hyggede sig vældigt mens hun vedblev at klø ham bag øret og lyttede til manden. Hans håndtryk var en smule sært og bandagen fik hende til at tøve en smule men hun tog alligevel hans hånd. Der var stadig noget ved ham hun ikke helt kunne placere men hun måtte skubbe tanken fra sig da endnu et vindstød trak hendes hår hen over ansigtet og hun atter måtte stryge det bort.
"Isobel Stella Corona," sagde hun smilende. Hun brugte aldrig navnet Darklightere overfor mennesker. Hun var en dygtig men forholdsvis anonym kurator på Louvre, men hun forstod at hente de rette ting hjem, om det var til et af museets afdelinger eller hjem til palæet. "Jeg arbejder på Le Lou," sagde hun med henvisning til museets offentlige kælenavn. "Vi får ofte tilsendt last her til Le Havre, men jeg var åbenbart den eneste idag der kunne tage herud," hun sukkede og tog håndryggen dramatisk til panden inden hun lo højt. "Så her er jeg."

Det var tydeligt manden var måske en kende mere interesseret i hende end bare hendes tilstedeværelse på havnen. Hun var ikke specielt bekendt med hvordan en bådejer eller havneentusiast eller hvad han end var skulle se ud, andet end at det var tydeligt at se på hans fysik at han var noget mere handy end dem hun var vant til at færdes med. De fleste i hendes omgangskreds, med undtagelse af vampyrerne, var kedelige skrivebordsarbejdende mennesker. Ham her var tydeligvis en undtagelse.
"Jeg har desværre ingen reel indflydelse på mine opgaver," sagde hun med et trist skuldertræk mens hun langsomt bevægede sig lidt mere sidelæns af ham stadig i retning mod taxaerne. Hun kasstede et blik rundt med et lidt tøvende smil. "Havet er ikke sådan liiiige min kop te," sagde hun med en lidt undskyldende latter. "Jeg, øh," hun så hen mod taxaernes holdeplads, der var stadig langt derhen, "jeg er egentlig på vej tilbage mod Paris..." hun smilede men lidt sammenbidt. Hun havde kinda ikke lyst til at smutte helt endnu men kisten med hendes nyerhvervede artefakt brændte i bunden af hendes taske.

"Uhm," hun fnøs men det var kærligt, lidt som en lille latter hun ikke helt selv kunne placere. Hun tog en hånd for munden for at skjule sit lidt forlegne smil. Hvad fuck havde hun gang i?! Hvad ville Matthew ikke sige? Hvordan ville Vladimir ikke belære hende?? Ville Rachel mon ikke begynde at græde og tro hun skulle have en ny far for 117. gang??
"Ja?" endte hun endelig med at sige gennem sine fingre inden hun fjernede den. "Ja, det ville være hyggeligt?" hun slog ud med armene. "Hvor er din båd? Du har en båd, right?" hun antog det var det han mente med at vise hende havet.

"Elouise, sikke et fint navn," klukkede hun lidt mens hun kastede et blik langs havnekajen. Hun var ikke bange for havet men hun var samtidig også lidt... ligeglad?? Noget ved navnet lød bekendt men hun var ikke sikker på hvorfor. Der var så mange navne i hendes liv.
"Opkaldt efter din mor?" sagde hun med hovedet lidt på skrå. "Det lyder som om hun..." hun tøvede lidt og hendes smil falmede uden at forsvinde. I stedet lagde hun en flygtig hånd på hans underarm, "hun ikke længere er iblandt os?" hun så spørgende på ham. Det var ikke fordi hun sørgede, men hun vidste andre folk kunne føle smerte i længere tid, specielt mennesker, over savnet af deres nærmeste. Og hun ville gerne vise ham sin forståelse og... omsorg.

"Det er jeg ked af at høre," sagde hun stilfærdigt men ville ikke komme nærmere ind på det. Hun kunne mærke, var det irritation? Uro? Hun trak hånden til sig og nikkede lidt kortfattet mens han tjekkede sin mobil. Forbandede teknologi. Det kom altid i vejen. Sådan var det ikke bare for halvtreds til hundrede år siden. Hun bandede lidt indvendig men istedet endte hun med at fiske et lille visitkort op af tasken og rakte til ham.
"Her, mit nummer," sagde hun og trippede lidt mere baglæns. Var det dumt at give en vildt fremmede sit nummer? Hun var ikke helt sikker længere, men hun kunne mærke sin intuition være forvirret. Hun var langsomt kommet over på den anden side, hun stod med ryggen til taxaerne nu og fronten mod ham. En vind blæste imod hende og en mærkelig stank ramte hende. Puha, havet havde en mærkelig duft. Hun strøg en tot af sit hår bag øret inden hun med lidt tøvende skridt vendte sig langsomt bort fra ham. Var deres samtale slut? Den virkede alt for kort for hende.