Everything is not what it seems

Lyden af de tunge kæder som ramte det støbte betongulv fik det til at gibbe i hende. Hun hævede straks hænderne over sine øjne for at skærme dem mod det hårde lys. Aldrig havde hun følt sig så uduelig og lille som nu. Hun lod sig made og trods hun var mistroisk lod hun sig synke  hen i hånden på manden der sagde han var hendes bror. Det var først, som hun kom nær ham at duften forsikrede hende om at han var den han sagde. langsomt mærkede hun varmen brede sig gennem kroppen som den begyndte at bygge sig op igen, huden blev ny men forblev kulsort hvor den før havde bestået af bare kul, og håret voksede ud igen, skinnende blond. Hun hikstede en enkel gang men ingen tåre strøg ned af hendes kind, istedet sænkede hun langsomt hænderne og så på Gabriel med sit ene klare blå øje og det andet sort og forkullet. ''Jeg vil hjem'', sagde hun med bævrende underlæbe, som hun med et vrinsk at smerte greb ud efter lommelærken for at tømme den. ''Mere?''.

Havde Angelique set sit eget spejlbillede vil hun være gået i panik. Hun var sølet ind i det mørke blod, tøjet var revet itu og hendes hud var ødelagt flere steder. Alligevel så levede hun mirakuløst, takket være det gamle blod. Foruden havde hun været død for længst. Langsomt, men sikkert fik hun rejst sig ved hjælp af Gabriels støtte og for første gang lyttede hun indgående til ham og nikkede til hans plan. Det var fornuftigt, selvom hun nu mærkede en vrede der langsomt knugede sig om hendes indre, som sorgen forsvandt. Hvilket menneske kunne dog gøre sådan? Var hun ikke stærk nok i sig selv? Hun knurrede som svar, og nikkede inden hun lod sig bære op i kanalen og fortsatte sin færd mod kantinen.

Gabriel havde hurtigt pakket sammen og havde gjort som Augustin havde instrueret ham for at komme ud, men det tog ikke længe for ham, da han var kommet ned ad korridoren med kurs mod kantinen, at vide at der var noget galt. Et enormt skrald brød stilheden. De få vagter han passerede kiggede forvirret rundt og de hastede alle i retning af lyden der stammede fra kantinen. Den dobbeltfløjede dør med de runde vinduer var halvt åben, en krop lå forvreden imellem dem; han var tydeligvis ikke nået ud i tide. Gabriel skubbede døren op og blev mødt af et mægtigt syn. Hans stedsøster i barneskikkelse med de små fingre i et fast jerngreb om en mands forskruede hals så huden foldedes i sære linjer. Han så hendes øjne da deres blik mødtes og det gav et slag i hans mellemgulv da han så deres sorte, glinsende overflade, det typiske kendetegn for en lidt for oprevet Darklighter. Men så igen, det gav mening, sagde han ved sig selv da de to vagter der havde fulgtes med ham stoppede op måbende ved siden af ham. Han greb den enes gevær og bankede det op i næsen på ham inden han tog den og placerede et skud i mellemgulvet af den anden vagt inden han gjorde sig vej igennem masserne af døde. Mørket pulserede omkring ham som en elektrisk ladning i luften som han kom tættere på Angela.
"Angela!" råbte han. "Angela, vi skal afsted! Vi kan ikke blive!"
Men mørket var løbet løbsk og havde revet elkabler over. En gnist satte ild til et eller andet og flammerne bredte sig hurtigt.
"NU ANGELA!" Han rakte ud efter hende for at få hende til at komme med så han kunne bære hende med sig bort. Hendes ben ville aldrig nå at få hende ud af lagerhallen.

"Du skal kæmpe imod det, Angela!" kaldte han inden han svang hende op og bar hende gennem lagerhallen hvor han mærkede flammerne faretruende tæt på. Et øredøvende brag bag ham fortalte at en eller flere gasbeholdere i kantinens køkken var eksploderet og loftet begyndte at give efter. Han holdt Angelas hoved ind mod sin skulder, en sær faderlig måde at beskytte et barn imod dårlige omgivelser, og løb som var Matthew i hælene på dem. Han bragede gennem hoveddøren og løb. Han var en skygge i natten. Han vidste at han ikke havde nået at se Augustin så hvis han var derinde var han omkommet. Men hvis han var i live? Måske kunne Gerald bruges igen en anden gang.
Mørket forlod dem efterhånden som de kom længere og længere væk fra epicenteret af Angelas traumer. Han styrede målrettet imod herskabslejligheden hvor han fik dem ind før nogen kunne nå at opfatte at de overhovedet var inde i bygningen. Så snart han var inde bag døren sparkede han den i bag sig og tog hende til badeværelset hvor han tændte for vandet i badet og nænsomt satte sig med hende under det blide vand. Han vidste hvordan det før havde hjulpet ham at få kontrol over sin vredesudbrud, og dette var intet tilfælde. Han sad med hende i favnen mens han selv blev gennemblødt. Vandet skyllede hans makeup af og trak det i lange tråde over hans ansigt mens hendes sår og tøj blev renset. Han pillede forsigtigt resterne af tøjet af hende så blidt som overhovedet muligt. Noget af stoffet var smeltet sammen med hendes hud.
"Så," sagde han stille. "Se så. Så er vi snart ved at være så gode som nye." Han rokkede hende stille frem og tilbage i armene mens han ventede på at det værste lagde sig og hun vendte tilbage til virkeligheden, og skubbede tanken fra sig at han sad med et nøgent forkullet vampyrbarn i armene.

Han strøg hende blidt over det våde hår og pressede et ømt kys mod hendes pande. Vandet boblede køligt og beroligende over dem. Hendes tøj lå i stumper og stykker omkring dem i badet og vandet trak kul og blod med sig ned i afløbet som en rensende salve over dem.
"Shhh," han tyssede beroligende på hende inden han langsomt skilte sig af med sin egen flammespiste hættetrøje. Vandet gav den unødvendig tyngde og gjorde hans bevægelser stive. Han slap hende og rejste sig for at trække tøjet af sig. Nødtørftigt kastede han et håndklæde om sig eget liv inden han tog hende op iet større, hvidt håndklæde som en pandaunge i et tæppe. Han bar hende ind i stuen hvor han lagde hende til rette i den dybe sofa. Han pakkede hende ind i tæpper så godt han kunne. Omsorg var ikke hans stærkeste side, men han havde en smule erfaring fra Isobel i det mindste.
"Så... går det bedre?" spurgte han forsigtigt.