Everything is not what it seems

Gabriel havde været på vej gennem Paris og med kurs mod Angelas herskabsvilla da hvad end man kan kalde en sjette sans prikkede til hans tindinger og han var vendt tilbage til Mont Matre. Ved Møllen havde han fået at vide at der havde været et barn der havde været på vej ind ganske nonchalant tidligere, og han lagde langsomt to og to sammen at det nok havde været Angela, der havde forsøgt at opsøge ham på hans arbejdsplads. Tanken tiltalte ham ikke just, men han vidste også at hun i så fald ville være i nærheden. Han spurgte efter hende i Rottehullet men fik negativt svar. Nej, Angela havde ikke været der den aften. Langsomt begyndte panikken at brede sig som ringe i vandet og hans hjerne slog et par flik-flak inden han undersøgte området omkring Møllen for spor efter hende. Han spurgte enkelte forbipasserende om de havde set eller hørt en lille pige, og en enkelt gav en beskrivelse af Angela og en mand som mindede ham om Felix' beskrivelse af vampyrjægeren, der tidligere havde besøgt ham. Nu blev to og to og to lagt sammen, og han tog den dummeste beslutning i sit liv.
Han ville redde Angela. For hvad end de havde sammen af tragisk fortid kunne blive til bedre fremtid.
Han fræsede hjem til palæet og fik fat på Rachel og med hendes makeup-skills fik de lagt en nogenlunde overbevisende makeup der fik ham til at fremstå mere menneskelig inden han tog i retning af den nedlagte lagerhal, som han, ifølge Nathaniel, kunne have held til at finde inkvisitørernes hovedkvarter i. Hvorfor Matthew ikke bare jævnede stedet med jorden forstod han ikke, det var sikkert et eller andet politisk spil som han ikke gad sætte sig ind i. Lige nu var der vigtigere ting at tage sig til.
Han ankom forholdsvis ubemærket klædt i en mørk hættetrøje, sorte bukser og med handsker for at skjule de mere feminine hænder. Fremtoning var vigtig og han synes selv at Mareks styling havde hjulpet en del til at få ham til at ligne en outsider lidt bedre. En vagt udenfor havde spurgt hvad han lavede der og i mangel på bedre havde han givet en eller anden løs forklaring om at han var der for at blive optaget som rekrut. Det havde udløst at vagten havde bedt ham om at følge med og nu tog ham igennem hele komplekset og hen til et kontor som han nu trådte ind i. Stanken af døende blod ramte ham instantly, og han vidste med det samme at manden foran ham havde haft en finger med i spillet i Angelas forsvinden: lugten havde været tilstede ikke langt fra Møllen, svag men mærkbar.
Han valgte af høflighed at forholde sig tavs, også for at dulme kvalmen som blodstanken gav ham. Han beholdt trøjens hætte oppe og skyggerne i rummet faldt over hans ansigt.

Gabriel tog imod håndtrykket. Hans læderhandsker knirkede mod mandens hud.
"Jeg specialiserer mig i afhøringer og tortur," svarede Gabriel tørt og kastedet et blik forbi manden til bordet og til væggene rundt om, hvor der hang adskillige kort hvorfra der var trukket snore til forskellige lokationer i Paris. Hans sanser arbejdede på højtryk mens han sugede til sig af indtryk og informationer. "Jeg tænkte jeg ville tilbyde min hjælp hvis du har nogle," han så tilbage på Augustin igennem de realistisk farvede kontaktlinser, "mere standhaftige elementer du?" han hævede sigende et øjenbryn.

"Gerald Bardoux," svarede Gabriel og tog et par skridt til siden for at kigge nærmere på rummet omkring ham. De var resourcefulde, de her inkvisitører, men hvis det her var deres leder var de snart leder-løs, og hvad ville der så ske? Kunne de fortsætte eller ville der opstå splid i deres rækker? Et blik på cigaretten fortalte ham at manden her ikke var bange for døden. Det gjorde ham farlig og vanskelig at danse med, men han vidste at det var en mindre detalje der kom senere. Lige nu gjaldt det Angela.
"Jeg kommer fra Annecy, nær Genevé," fortalte han henkastet. "Vampyrerne er en mærkesag for mig, forstår du. Min kæreste blev dræbt af en, og jeg har brugt år på at jage og eftersøge den, der tog hendes liv." Hans tonefald var bittert og hans skuespil eminent. Det var ikke for ingen grund at han kunne snørre klienter nat efter nat på Møllen. "Igennem tiden har jeg erhvervet mig en del," hans fingre strøg hen over kanten af skrivebordet og han så op på Augustin med et smalt smil, "gode egenskaber til at få folk til at snakke, om de er mennesker eller, ja, blodsugende parasitter."

Gabriel så på kvinden uden så meget som at fortrække en mine. Det var trods alt hverdagskost når han så sin far sprætte den ene efter den anden op hvis nogen havde lavet en forkert fodnote eller stavefejl i et dokument. Det gik ikke så grelt ud over ham som det gjorde for de menige tjenere, der kunne udskiftes hvis nøden bød sig. Det var først nu han var begyndt at spekulere over hvordan han egentlig skulle få Angela ud af lagerhalskomplekset, men han havde set nogle udluftningskanaler hist og her der kunne bruges til at gemme hende af vejen.
Han nikkede tavst til Augustin - des mere stilhed, des mere mysterium - og de begav sig ned til den fugtige betonkælder. Selv duften af muld og fugt var bedre end den ækle dunst der kom fra Augustins sygdom. De standsede ved den dør hvor der stod en vagt udenfor. Gabriel vendte sig beslutsomt mod Augustin.
"Hvis du har overvågning vil jeg foreslå dig at slukke det. Det skal helst ikke ud hvad der sker herinde om lidt," sagde han mørkt. "Og du er velkommen til at komme med ind og præsentere mig, men mit arbejde kræver den dybeste koncentration så jeg må nok bede om at kunne udføre mit håndværk alene." Som eksempler for sit arbejde fandt han et par polaroid billeder han havde snuppet fra sin fars rædselskabinet i soveværelset, souvenirs som han tog undervejs når han morede sig. Billederne forestillede mennesker såvel som vampyrer i forpinte, blodstænkede situationer med diverse smertepåførende aggregater i og på kroppen. Han rakte dem til Augustin, dog uden at slippe dem med sin handskebeklædte hånd. Ingen af dem var døde på de pågældende billeder.
"Som du kan se skal du nok få noget ud af det når jeg er færdig. Det lover jeg."

Gabriel nikkede stille og fulgte med Augustin ind i forhørslokalet. Der var intet andet end en stol og Angela, tydeligvis bevidstløs og brændt, spændt fast til stolen med kæder. Det eneste lyspunkt at se for ham var at de i det mindste ikke brugte dyrebar tid og kræfter på at få lavet sølvkæder eftersom de ikke havde nogen effekt på vampyrer. Derudover var alt ved situationen næsten for uudholdeligt, men han holdt alt inde og gik langsomt ind, forbi Augustin og hen foran Angela. Det sorte blod var ikke til at tage fejl af. Hun havde mistet meget blod og det var tydeligt at se at hendes kræfter ikke rakte til at heale hendes skader længere. Det pinte ham men samtidig gjorde det ham også motiveret og fokuseret på opgaven foran sig.
"Hvem er hun?" spurgte han og puffede med skosnuden til Angelas fod inden han vendte sig om mod Augustin igen.

Kropssprog var Gabriels forte, og han kunne mærke hvordan Augustinus flyttede lidt uroligt på sig. Det var små tells der sagde en del om hans utilpashed i kælderen. Ved hans ord begyndte det langsomt at gå op for Gabriel hvor seriøse de fandens inkvisitører var, og hvor gode hans chancer for at være undercover egentlig var lige nu. Men han ville ikke tabe fokus for planen. Det var vigtigt at suge til sig af information, men Angelas frihed var og blev øverste prioritet. Når han kom hjem kunne han altid aflægge rapport til Matthew og give ham alle de oplysninger han kunne med en undskyldning om at han ville se hvor langt ind han kunne komme for at få ram på Felix' plageånd. I realiteten, når alt kom til alt, stod han ansigt til ansigt med ham nu og kunne uden tvivl knække nakken på ham. Men så ville hans løb også være kørt.
"Det er en ære af påtage mig den opgave," sagde han toneløst. "Hvis det kan få vampyrfyrsten ned med nakken en gang for alle," et smalt smil bredte sig på hans læber, "vil jeg gøre alt jeg kan." Han skævede op til overvågningskameraet i hjørnet af rummet. Selv hvis Augustinus ikke slukkede for det ville Gabriel bruge den smule af sin mørke magi til at sortne linsen inden han gik igang. Ovre i det andet hjørne var en gammel rist til udluftningskanalerne synlig. Angela ville kunne passe ind deroppe. Han satte tasken, som han havde båret løst over skulderen, fra sig og begyndte at finde redskaber frem af diverse størrelser, former og materialer, samt et lille kogeblus der kunne få jern til at blive gloende hedt og dermed brænde huden af. Nederst var der dog gemt en lille feltflaske med blod som han klogt nok havde taget med for at sørge for at Angela kunne have lidt at styrke sig på. Han havde faktisk debateret med sig selv om det var klogt, men nu skulle det vise sig at hun fik brug for hver en dråbe i den lille beholder.

Gabriel stod urokkelig og ventede på at Augustin forlod rummet. Han lod tingene ligge for nu og stillede sig hen foran Angela. I samme sekund som døren gik i og låsen slog til satte han sig på knæ foran hende med feltflasken.
"Angela? Angela, er du der?" spurgte han mens han skruede låget af og klemte flaskens åbning ind mellem hendes læber så han kunne hælde lidt af det lunkne blod ind i munden på hende i håb om at hun ville reagere instinktivt og hendes sanser kunne blive vækket af smagen og duften.