Better Days

Gabriel lyttede og forsøgte at se så forstående og medlidende ud som muligt. Han var egentlig måske bedøvende ligeglad med hendes skæbne. Alkohol behandlede ham pænere end hvis han var et menneske, men det var alligevel til at føle at han ikke havde fået noget rigtigt at spise endnu, så det var lidt som at drikke på tom mave for ham. Han drog et unødvendigt suk fordi han ikke havde brug for at trække vejret og istedet for at give hendes hånd endnu et klem foldede han sine fingre ind imellem hendes. Smilet på hans læber var igen blot en løftet mundvig, og han havde rykket ubemærkeligt tættere på hende.
"Du kan starte på en frisk her," sagde han i et roligt tonefald. "Folk ser ikke skævt til hvis man har den ene eller anden last, så længe det ikke går ud over andre. Og så længe du udfører dit job ordentligt og bidrager til at det hele kører rundt," han trak på skuldrene, "så er du velkommen."

Gabriel rettede sig lidt mere op og sidde men uden at direkte flytte sig hen ved siden af hende. Han kendte alle kneb, tricks og metoder til at vise sin interesse for en person, og den mest åbenlyse var at virke så fysisk åben og afslappet som muligt. Han viste at han havde alle parader nede ved at holde hendes hånd og hans blik var åbent og hans smil venligt og imødekommende.
"Siden jeg var..." han trak på det, "ret ung. Du ved," han trak på skuldrene. "Vi har alle en historie at fortælle. Moulin Rouge er mit hjem og mit arbejde." Det var ikke helt ved siden af. Han nød mere at have sin tid og sin dans og performance her end han var glad ved at være hjemme under sin fars supervision. "Det er ikke et bordel, men nogle gange, du ved," han lænede sig tilbage og sukkede tungt med et smil, "skal man bare have lov til at give slip på sig selv og være den man er."

Hendes ord ramte ham et sjovt sted, et sted han ikke plejede at mærke folks ord. Han havde ikke regnet med det ihvertfald.
"Jeg mistede min mor da jeg var barn, og min far er alt jeg har," sagde han stille med et træk på skuldrene. "Han ved ikke så meget om hvad jeg laver og hvem jeg ser, haha," hans grin til sidst var en kende tørt, måske fordi hans selvironi var til at tage og føle på. En mand der blev misbrugt og valgte at finde andre der kunne misbruge ham samtidig, for at føle sig frigjort. Det var en kende, ja, ironisk. "Men jeg vil hellere være her end noget andet sted," endte han og så på hende med et smil. Han var lidt overrasket over at de sad så tæt lige pludselig. Hendes ansigt var ret nær hans og han tog sig selv i at se hendes udseende som et der mindede ham om hans kusine Rachel, hende, han egentlig stod til, offentligt, at skulle giftes med.

"Måske imorgen? Hvis du altså kommer herned når de åbner? Ellers kan du være her når jeg plejer at dukke op, omkring kl.16," svarede han med et træk på skuldrene inden han drænede sig glas for de sidste dråber. "Har du et sted og sove i nat?" Spurgte han som om han havde læst hendes tanker. Han havde ikke læst dem, as such, mere forventet at en kvinde der tøvede ved at skulle opgive sin adresse og sit telefonnummer næppe havde et sted at sove trygt.

“Jeg ved der er nogle af danserne der har et rum med nogle brikse som de crasher på fra tid til anden,” sagde han og rejste sig. Han tilbød hende en hånd for at hjælpe hende ud af den lille bås hvor de havde siddet og han ledte hende om til en bagdør, der tydeligvis var forbeholdt personalet. “Du skal bare sige du kender mig, hvis nogen spørger hvad du laver her,” forklarede han mens de gik igennem nogle snørklede korridorer. Der var ikke ret mange, hovedsageligt rekvisitører ansat til at vedligheolde kulisserne og sceneområdet. De kom ud til et større lokale med sofaer og borde og store guldspejle på væggene. Det flød med tøj, fjerboaer, stiletter, væltede glas og halvtomme vinflasker. En dør stod på klem og han skubbede den op og afslørede et stort set mørklagt lokale. Der var nogle luftmadrasser og et enkelt bord i midten. En enkelt danser lå og sov med ryggen til.
“Reglen herinde er at man sover og når man ikke sover, så er man ikke herinde,” forklarede han stille ved døren. “Alle kan bruge det, ingen stiller spørgsmål. Arbejde medbringes ikke herinde. Kan det bruges.”

“Ja, jeg plejer at komme ind kl.16, men kan godt være her før. Så kan jeg også snakke med Charles, ham der sørger for rengøringsholdet og vedligeholdelse,” svarede han. “Som sagt, du skal bare nævne mig, så er der ingen der krummer et hår på dit hoved.” Han lagde blidt en hånd mod hendes kind for at understrege hvad han sagde. Der var ingen der lagde sig ud med Darklighterarvingen og hans bekendtskaber, uanset om det var en elsker eller en kommende renføringsassistent.