Change the subject

Døren gik op og en delvist, mere-end-normalt afklædt Paris stod i døren. Bag hende i de sorte satindyner og puder slængede hendes bror, Shade, og hende fætter, Gabriel, sig omkring en livløs menneskekrop. De var i omtrent samme stadie af afklædthed som Paris, deres blege hud som en stærk kontrast til det mørke sengetøj, aftegninger af sorte blodårer som japansk kalligrafikunst på hvidt rispapir. Paris smilede til dem begge to, hendes hånd med de røde negle som kløer rakte ud og tog Lucia ved håndleddet.
"Årh, Lucia darling!" udbrød hun syngende og trak hende ind over dørtærsklen og pressede et varmt, højrødt kys ind på hendes læber. "Godt du bragte nye forsyninger, vi kom at knække bloddyret," hun nikkede over skulderen til sengen hvor Shade var gledet ud over sengekanten og ved at trække mennesket af sengen, de små huller fra hugtænderne spredt i en generøs mængde over kroppen, meget lidt blod spildt. Paris' blik gled til Armando. Hun genkendte ham med det samme døren gik op, men han var menneske så han var et måltid for hende hvis hun havde lyst. Gabriel blev liggende og betragtede scenariet udfolde sig. Der var noget uendeligt komisk over det hele, men han holdt sig tilbage. Han kunne ane Armando på den anden side af døren og tænkte kort over hvad det ville have af konsekvenser for ham i modeverdenen hvis han nogensinde ville tilbage til den scene, men det var nu ikke noget han havde i planerne for fremtiden.

"Paris! Jeg kommer bare for at hente mine ting -" sagde Lucia så snart døren gik op. Hun havde en følelse af jalousi i maven så snart hun så hendes skabers krop aftegnet mod dørkarmen, men hun havde jo vidst det var en risiko ved at tage Armando med ind. Men behøvede hun at stå og gøre sig til på denne her måde?
"Jeg skal endelig flytte," fortsatte hun, som om Paris havde bedt hende om at finde et andet sted at bo, selvom det modsatte var sandheden, "Armando - I kender vidst hinanden," Hun gik i stå da hun kiggede ind bagved sin skaber og så kaosset derinde med det døde bloddyr og Gabriel. Hun havde intet forhold til Gabriel selv, for hun havde ikke ligefrem snakket ret meget med ham.

Armando opdagede straks det gældende elevatorblik og gengældte det med et hævet øjenbryn inden han ganske naturligt gled sin hånd rundt om Lucias talje som for at vise sit ejerskab. Hele snakken om det her 'skaber'fis var lige en tand for kinky til ham, og han måtte hæve hånden for at skjule sit smørrede smil ved deres snak. Han bebrejdede ikke Lucia's fascination ved de smukke kroppe, men han forstod pludselig hvorfor hun så ivrigt havde sagt ja til at flytte hjem til ham. ''Lucia skal bo hos mig'', forklarede han venligt imens hans blik låste sig på Paris' ansigt. Han nægtede at anerkende Gabriels nærvær og heller ikke de små syge ord han vovede at hviske i Paris' øre. Armando havde altid vidst at han ikke kun var til mænd, og her var beviset. ''Vi skal giftes, hvis I nu så overskrifterne'', han sænkede nu sin hånd for at lade smilet triumfere, det var en løgn men stadig noget der morede ham. 

Det stormede rundt med tanker i Paris' hoved. Det var ikke noget hun før havde oplevet, usikkerhed og tvivl. Skulle hun lade sin datter gå eller tvinge hende til at blive og brække hendes hjerte i to i samme omgang? Hun vidste selv at hun ville dø af sorg hvis Vladimir udsatte hende for noget lignende, men heldigvis havde han aldrig helt brugt sin skaberevner på samme måde som Gabriel nu beskrev det for hende. Det var sådan en ting Matthew ville gøre, mens Vladimir var langt bedre til, ja, at lære sine yndlinge om handlinger og konsekvenser gennem en eller anden sær form for pædagogik, der trods alt virkede bedre end den tvang som Matthew lagde for dagen, men som i sidste ende endte med at hjernevaske yndlingene til at tro, at der ikke var nogle alternativer til hans form for behandling af dem.
Hun sendte Armando et blik med et hævet øjenbryn. "Giftes?" sagde hun syrligt og lagde armene over kors inden hun rystede Gabriel af sig da han havde lænet sig op ad hende med en albue mod hendes skulder som han tårnede sig op over hende til trods for hendes skyhøje stiletter. Hun lo koldt. "Ja det tror jeg så ikke lige sker," hun smilede smalt til ham inden hun så tilbage på Lucia med et mere varmt blik. Hun rakte ud og lagde sine hænder om hendes ansigt. Hendes hjerte brast næsten i to men hun kunne mærke at her var hun Vladimirs yndling, og ikke Matthews, til trods for at det var ham der havde oplært hende det meste af sit liv.
"Lucia, kom og besøg mig når du kan," sagde hun og tog endegyldigt den største beslutning hun ville komme til at tage i sit liv. "Og vær lykkelig mens du kan," hun lænede sig ind og placerede et kys på hendes pande.
Det ømme øjeblik blev revet over som et glansbillede der gik i stykker af et par uvenlige hænder, da døren gik op og Rachel trådte ind storsmilende som om hun havde forventet en fest.
"Hej, er der stadig noget tilba-" hun stoppede op da det første hun så var Armando foran sig. Ikke kun det men også Lucia i en varm omfavnelse med Paris, Gabriel der havde trukket sig et par skridt tilbage med et smørret grin mens han betragtede scenariet udfolde sig, og Shades skikkelse der var igang med at pakke bloddyret ind i en bodybag som kom med bestillingerne fra bloddyrsudlejningen - hvis nu uheldet skulle være ude.

Lucia øjnene muligheden for at omfavne Paris som tak. Der var ingen grænser i deres forhold til hinanden og hun så lige så meget Paris som en storesøster, som hun så hende som sin skaber. Denne omfavnelse gjorde at hun ikke opdagede Rachels ankomst, før hun hørte heksens stemme.
"Rachel," sagde hun kort for hovedet og så end ikke på hende, for der var ingen grund til at komme ud i en bitch fight - i hvert fald ikke mere end den som hun kunne regne ud var under opsejling imellem Rachel og Armando.
"Jeg henter mine ting, mens I snakker," sagde hun lynhurtigt som svar på Armandos ord. Hun ville helst ikke stå mellem Rachel og ham, mens uvejret brød løs, så hun smuttede ud af Paris' arme og forbi Gabriel. Hun ænsede ikke ligposen eller Shade. Hun var efterhånden vant til den slags, så hun begyndte bare at pakke sine sparsomme, men dyrebare genstande i en weekendtaske.

En let rødmen steg i Armandos kinder imens han ihærdigt forsøgte ikke at se ud som om at han morede sig over Rachel tydelige iltre temperament. Han løftede hænderne en anelse, med bilnøglen hængende fra tommelfingeren. “Jeg synes at det er unfair at du tydeligvis forsøger at indkludere mig i nogen leg jeg ikke har givet mit samtykke til”, han så sigende på Rachel. De mange år sammen, skænderierne og den heftige kærlighed ulmede under overfladen. Der var en masse usagt, løse ender som krævede svar men han havde ikke lyst til at give hende et svar. De var færdige, slut, finito og han havde skaffet sig en italiensk lækkerbisken istedet. En sutteklud, som han plejede, selvom han ikke direkt plejede at vise dem lige i Rachels ansigt men nærmere gennem tabloiderne. Han havde vel en vis klasse. “Det her ‘vampyr’ rollespil er... Jeg synes det er dejligt at du udforsker dig selv, skat, men”, han tænkte sig om, begge hænder var stadig oppe i et forsøg på at berolige hende. “Jeg går hjem nu, og så må du og det her, ha det fint”, han rynkede på næsen af hende som han nu tog et skridt forbi hende med nøglerne klirrende i hånden. “Lucia, cherie, vi skal hjem nu”, kaldte han. Det var bedre at undgå fighten hvis man kunne selvom hans nedladende ord dryppede af den falske påtagede sødme.